Den selvledende patient og transformativ teknologi

PrintPrint
Oplægsholder
Navn: 
Finn Olesen
Stilling: 
Lektor, PhD.
Firma/organisation: 
Informationsvidenskab, Aarhus Universitet
E-mail: 
finno@dac.au.dk
Hovedbudskaber
Disse tre budskaber kan deltagerne forvente at få med hjem efter at have hørt indlægget.
1: 
Den standardiserede patient findes kun på tegnebrættet; i praksis må sundhedsvæsenet kunne håndtere en stor variation af patienttyper.
2: 
Teknologi er ikke et neutralt værktøj, der kan gribes af de professionelle og patienterne, men derimod er teknologien selv en aktiv formgiver af relationer mellem patient og sundhedsprofessionel.
3: 
Telemedicinsk pleje og behandling kan ikke erstatte fysisk pleje og behandling, men det kan supplere den i vigtige henseender.

Beskrivelse:

 

I de seneste år er det blevet tydeligt, at forholdet mellem patienterne og sundhedsvæsenets aktører må ændres, hvis enderne skal nå sammen. Det gælder både, hvad angår ændrede sygdomsmønstre, samfundsøkonomiske vilkår, demografiske forandringer, færre hænder samt i forhold til patienternes egne ønsker. Selv-ledelse er i den forbindelse blevet et mantra, der med inspiration fra forretningsverdenen, sætter præg på sundhedspolitikken. Borgerne vil lede deres eget liv og selv (med)bestemme, hvordan det individuelle sygdomsforløb skal forme sig. Staten skal af samme grund tilllade patienterne selv at have indflydelse på og tage ejerskab til deres sygdom. Imidlertid begribes og planlægges patientforløb ofte ud fra standardiserede, utilstrækkelige begreber om, hvad en patient, en bruger eller en borger er, - gør det f.eks. en forskel, om det er en bruger eller en patient, der er syg? En mere nuanceret forståelse af de aktuelle relationer mellem disse kategorier må derfor etableres.

Teknologi anses som et afgørende middel til at understøtte de store forandringer af balancen mellem patienter og sundhedsprofessionelle, der aktuelt foregår. Ikke mindst telemedicinske løsninger er udpeget som hjælpemidler, der skal gøre syge patienter til aktive, selvledende borgere. Patienten i eget hjem skal tage vare på sin sygdom i samarbejde med specialuddannede sundhedsprofessionelle, f.eks. hjertepatienter, der skal foretage selvmonitorering og bistå den sundhedsprofessionelle med målinger under en tele-konsultation. Men teleudstyret er ikke bare et neutralt redskab, der indskydes mellem to mennesker. Teknologi kan transformere handlingsforløb, f.eks. ændres de sensoriske forudsætninger for at bedømme patientens tilstand, og patienten pålægges et markant medansvar for at måle korrekt. Teknologi determinerer ikke, hvad der skal ske, men den trækker alligevel handlinger i bestemte retninger, som måske ikke er tydelige, så længe teknologi blot anses som et værktøj. Forståelsen for teknologiens potentielt transformative egenskaber må derfor styrkes i uddannelsen af professionelle og patienter.

En nærmere indsigt i de ovennævnte problemstillinger peger på, at telemedicinske løsninger ikke kan stå alene i forhold til en lang række sygdomsforløb. De enkelte patienter har tit meget forskelligartede behov, der vanskeligt kan indbygges i en teknologisk løsning, der ligeledes skal være rentabel og driftsikker. Selvledelsen bliver således begrænset af teknologiens pris, design og kapacitet. Det samme gælder de sundhedsfalige aktørers relation til patienten. Teknologi tillader bestemte typer af intervention og udelukker andre. Den erkendelse er ikke en falliterklæring på teknologiens vegne. Tværtimod er det en frugtbar nuancering af vores teknologiforståelse, der kan spare tid og ressourcer og udnytte de nyttige potentialer, teknologierne rummer. Samtidig understreger denne erkendelse behovet for en mere realistisk forståelse af relationerne mellem patienter, teknologiske løsninger og sundhedsvæsenets aktører.